Din guide til professionel prissætning.

I denne guide vil vores CSO og co-founder Jacob Holst Mouritzen, give dig et indblik i nogen af de ting der gør sig gældende når man skal prissætte sit arbejde som influent, eller man som brand skal vurdere hvad der burde være rimeligt at betale for et samarbejde.

Featured Image

Jacob Holst Mouritzen

CSO, Co-founder hos Sheer

May 26, 2022

15 min læsning

Hvad skal et instagram post koste?

Det spørgsmål hører vi om og om igen fra både influenter, brands og bureauer.

Faktum er at selvom influencerbranchen snart har eksisteret i +10 år, så er der stadig ikke en gyldenstandard for hvordan vi pris- og værdiansætter det arbejde der udføres. I denne guide vil vores CSO og co-founder Jacob Holst Mouritzen, give dig et indblik i nogen af de ting der gør sig gældende når man skal prissætte sit arbejde som influent, eller man som brand skal vurdere hvad der burde være rimeligt at betale for et samarbejde.

Først skal vi dog lige en tur op i helikopteren.

Din pris afhænger af den værdi du skaber for køberen.

Det første man skal gøre sig klart er at man som sælger, uanset om man sælger en sofa, en kreativ ydelse eller en service, er en del af en større maskine. Ofte taler man om værdibaseret prissætning. Altså at man sætter sin pris ud fra den værdi man kan skabe. Det er jo ganske rimeligt, men det er samtidig ikke nemt at gøre.

Især fordi man som influent (eller for den sags skyld sofa-sælger) formentlig ikke er den eneste der sælger lige præcis dette produkt.

Derfor er prisen i høj grad styret af markedet. Hvis en influent med lignende værdi som dig, vælger at sælge et instagrampost for 2500kr, så er det nok svært at overbevise nogen om at betale netop dig, 25.000kr for nogenlunde det samme.

3 trin til bedre prissætning.

1) Hav styr på din data.

Det første man som influent skal have styr på er sin data. Uanset om man er influent eller brand / bureau, så er det afgørende for at kunne sætte en rimelig pris, at man ved hvad man faktisk kan levere – og hvad det så er værd.

Det første man derfor skal gøre er at danne sig et overblik over sine følgere, hvordan de er sammensat på alder, køn, interesser, geografi osv. Det er rimeligt at antage at hvis en dansk virksomhed gerne vil samarbejde med en influent, så er de udelukkende interesserede i at nå danske brugere med deres budskab.

Hvis du derfor har 100.000 følgere, men 80.000 af dem er bosiddende uden for DK, så har du reelt set kun 20.000 følgere der har nogen værdi.

Er det et brand der ønsker et samarbejde med influenten derimod internationalt, så kan det måske betyde mindre, men ofte vil mange virksomheder have et ”marked” / land i tankerne, eller en specifik målgruppe de gerne vil ramme. Jo bedre en influents følgere og publikum matcher den målgruppe brandet prøver at nå, jo mere er det værd for dem.

2) Udregn værdi i forhold til lignende alternativer

Den nemmeste måde at fastlå sin værdi – især som den lidt nye dreng i klassen i marketingbranchen - er ved at sammenligne det med hvad dine kunder (brands og bureauer) ellers kender til. Og det er reklamepriser, produktion osv.

Et andet trick er at bryde prisen op i flere dele. Det er lettere at forstå og godkende for en kunde, end hvis du sender en stor samlet pris for det hele. Du skal derfor bryde din pris op i følgende:

  1. Pris for den rækkevidde du skaber for kunden (altså hvor mange dit indhold når ud til)
  2. Pris for at producere og lave indholdet.
  3. Din brandværdi som troværdigt talerør (denne del er klart det sværeste, men mere herom senere).

Sådan gør du: Udregn værdien af din rækkevidde.

I de fleste former for markedsføring, når man skal købe annoncering, så betaler man for rækkevidden. Altså hvor mange mennesker der kommer til at se det. Det afregnes i noget der hedder CPM (Cost Pr. Mille), som betyder den pris det koster at nå 1.000 brugere.

Det er forskelligt fra platform til platform hvad den såkaldte CPM er, men i og med at langt de fleste influencer-kampagner i DK stadig primært kører på Instagram, så anvender vi Instagrams CPM som målestok. Lige pt. er CPM på Instagram ca. 100. Det svinger, men der er ingen der ville finde det helt ved siden af.

Så - nu hvor du har styr på din data, så ved du også hvor langt et gennemsnitligt post kommer ud.

På dansk – hvor mange følgere ser dit indhold når du smider et opslag op på Instagram. Det kan du enten se i din Instagrams kontos indblik, eller du kan se det via vores værktøj.

For at gøre det nemt så kommer her et eksempel.

Gennemsnitlig rækkevidde på Instagram pr. post = 100.000

Ca. CPM = 100kr

Dvs. det koster 100 kr at nå 1.000 brugere. 
    
Du når 100.000 brugere. 

Pris = 10.000kr

Hvorfor?

Hvis man skulle købe samme rækkevidde som ren reklame på Instagram, ville det altså koste virksomheden 10.000kr.

Dvs. din rækkevidde, som minimum, er 10.000kr værd for dem.

Jo mere bullseye du rammer på den målgruppe brandet gerne vil have fat i, jo mere vil det være værd. Hvorimod hvis du som i tilfældet ovenfor har en masse rækkevidde udenfor landet (eller den målgruppe brandet vil ramme), så vil dette være mindre værd.

Sådan gør du: Udregn værdien af dit indhold.

Din rækkevidde er kun en lille del af den værdi du skaber. Og det er heldigvis sjældent at virksomheder bare ønsker at en influent smider et billede op som brandet selv har sendt, som ren reklame. Som oftest så laver man som influent også originalt og unikt indhold til lige præcis dette samarbejde.

Man agerer til tider endda social media konsulent, projektleder, fotograf, model, klipper, kreativ konceptudvikler m.m.

Det er derfor rimeligt at du også skal have betaling for at producere indholdet. Det ville et brand eller bureau nemlig skulle købe ved siden af, hvis de skulle lave hvilken som helst anden form for reklame.

Derfor skal du også prissætte denne del.

Hvad sådan noget koster er vist det man kalder elastik i metermål. En reklameproduktion kan koste alt fra 5.000kr og op til +50 mio. Men det er nok rimeligt at antage at det er de færreste virksomheder der vil betale så mange penge for at du laver indhold til dem.

Som en tommelfinger-regel vil man sige, at man sjældent er villig til at betale mere for produktion, end det man betaler i rækkevidde. Der er naturligvis tilfælde hvor dette ikke gør sig gældende, men på de fleste kampagner og samarbejder vil det være en fin målestok at bruge.

(Af tilfælde der kan nævnes hvor dette ikke gør sig gældende, er f.eks. de større video-produktioner som mange af YouTuberne laver. Her skal der oftes tales til en målgruppe brandet slet ikke forstår, og skabes indhold der er fedt, fangende og som får brand eller f.eks. en offentlig styrelse til at fremstå fede. Her kan værdien ofte være markant højere).

Du bør derfor sætte dig ned og overveje hvad det er du er blevet bedt om at producere? Er det et billede du skal lave til Instagram? En serie af billeder? Skal du møde op til et event? Skal du have en fotograf på? Skal der lyssætning til? Er det videoproduktioner i høj kvalitet? Skal du udvikle et lille kreativt koncept? Osv.

Alle de ovenstående elementer skal med i tankerne for hvad du bør prissætte din indholdsproduktion til.

Lad os blive ved eksemplet ovenfor med en influent med 100.000 i rækkevidde. I dette tilfælde (for at gøre det nemt) er vedkommende blevet bedt om at levere bare et instagrampost med et skide fedt billede.

Her vil du skulle prissætte dig selv som model / skuespiller + en fotograf og lidt tid til kreative tanker inden og sikkert også noget projektledelse og post-produktion. Du skal også skrive en skarp copy / tekst til dit post.

Vi foreslår ikke at du bryder din pris op i alle ovenstående enkeltdele. Men det kan hjælpe dig med at se på hvad der ville være rimeligt at tage for det.

Du kan også forsøge at regne det ud i timepris for dig selv.

Det vil være rimeligt at antage at du skal have ca. 800kr i timen for det her arbejde. Det er endda slet ikke dyrt når man tænker på hvad et reklamebureau normalt ville tage f.eks.

Tager opgaven dig så f.eks. 1.5 dag at udføre (fra start af brief til endelig levering), så smider du ca. 10 timer ind til 800kr i timen = 8.000kr.

Det giver et fingerpeg om en nogenlunde rimelig pris.

Så, nu har vi altså regnet værdien ud af både vores rækkevidde (10.000kr) og vores indholdsproduktion (ca. 8.000kr).

Så vi er på ca. 18.000kr.

Nu kommer den sværeste del dog.

3) Prissæt din brandværdi

Som influent er du mere værd end normal reklame. Det er bevist gang på gang at indhold fra influenter gennemsnitligt performer bedre end standard reklame.

Årsagerne er for mange til at gennemgå i dette blogindlæg, men det er rimelig at antage at du som minimum kan lægge 2.0x ovenpå CPM prisen, alene fordi den rækkevidde du leverer har mere effekt end hvis brandet selv ville købe reklamepladsen.

Dvs. dit brand har, på godt marketingsprog, en multiplikatoreffekt på CPM’en på 2.0 Så nu er den rækkevidde du leverer pludselig ikke kun 10.000kr værd, men 10.000kr x 2.0 = 20.000kr.

Herudover så skal du tilføre din særlige brandværdi. Og den er RIGTIG svær. For det afhænger netop af hvor godt et match du er til brandets målgruppe og hvor troværdig du er som influent på netop dette område.

Hvis du eksempelvis har bygget en platform som værende den ypperste inden for at lave smukke og æstetiske kager på Instagram – og du bliver kontaktet af et brand der sælger et eller andet der kan hjælpe med at gøre kagerne endnu flottere, så er det her du skal have is i maven og øge prisen. For din anbefaling og troværdighed er yderst effektiv. Og betydningsfuld. Ikke kun for brandet, men også for dig selv. Tænk hvis nu det her produkt eller virksomhed senere viser sig at være helt forfærdeligt? Det kan skade din troværdighed og dermed forretning.

Hvor meget du vil øge din brand-”multiplikator” med vil vi lade være op til dig.

Men indtil videre har vi sjældent set nogen der kan tage meget mere end 10x. Og det er kun i meget sjældne tilfælde med en niche-målgruppe der er MEGET svær at få fat på, og en influent med en VIRKELIG troværdig stemme i netop det miljø.

Som standard vil de fleste nok ligge et sted mellem 2.0x og 4.0x i brand-multiplikator.

Til slut, lad os tage regnestykket igen.

Rækkeviddens værdi = 10.000kr. 

Indholdsproduktion = 8.000kr. 

Brandværdi (rækkeviddens værdi x 2.0) = 10.000kr x 2.0 = 20.000kr.

Ergo: Din pris på et instagrampost i ovenstående tilfælde skal være: 

Brandværdi + inholdsproduktion = 20.000kr + 8.000kr = 28.000kr. 

Ovenstående framework har hjulpet flere af de største og prominente influenter i Danmark med at løfte deres prissætning og tjene flere penge pr. post. Det er absolut ikke skudsikkert, men det er en brugbar og simpel måde at tilgå sin indledende prissætning.

Til slut vil vi sige at hvis du er influencer og ønsker hjælp til din prissætning, så tilmeld dig Sheer her. Det er ganske uforpligtende, men giver dig et overblik over din data og vi hjælper gerne med indledende prissætning hvis du har en kampagne du skal til at køre.

Meld dig til her, og tag fat i os når det relevant. Vi tager altid gerne en uforpligtende snak.

Tilmed dig her